fredag den 5. november 2010

Oktavens væsen

En oversigt
Klik på illustrationen for større version!

Jeg har været temmelig vidt omkring i musikalsk ærinde, såvel geografisk som i forskellige miljøer. Jeg har ofte benyttet mig af muligheden for at lodde, hvad folk melder ud, når man spørger om et grundbegreb som oktaven: hvad er oktavens væsen?
… og næsten altid har jeg fået svar på brugerniveau, også når det er i akademiske sammenhænge, på konservatorier og blandt garvede musikere:
  • En skala spænder over en oktav fra do til do'.
  • Alle c'erne på klaveret ligger i oktav-afstand.
  • Et spænd over tolv halvtoner.
… og disse svar er jo ganske vist helt korrekte, men siger i sig selv netop ikke meget om oktavens væsen.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg selv med få og præcise ord vil kunne ramme hovedet på sømmet, og det er naturligvis snyd, når jeg har brugt en del tid på at meditere over spørgsmålet, men nogle af de følgende elementer skal med for at gøre billedet mere komplet:

En proportion, et spænd, et vindue, en ramme om periodiseret tid, gentagelse af kvalitet, et seksuelt mysterium, halvering og fordobling, totalssystemet, spiraloplevelsen, et kontinuum, en matrice,...

Løst og fast om oktaven, hvert punkt vil efterfølgende blive illustreret og uddybet:
  • En oktav er den musikalske oplevelse af proportionen 1:2. Ved halvering af en streng eller ved den første overblæsning af en fløjte, fremkommer en tones højere oktav.
  • Det opleves som en gentagelse af kvalitet: Samme tone i et nyt leje.
  • Sangstemmen spænder normalt over 2-3 oktaver, men der er store individuelle variationer, og spændet kan udvides ved træning.
  • Vi kan høre op imod 10 oktaver fra 20- 20.000 Hz (20- 40- 80- 160- 320- 640- 1.280- 2.560- 5.120-10.240- 20.480 Hz). Det er altså en sanselig åbning, et vindue mod et bestemt frekventielt udtryk, men spændet kan variere meget i størrelse fra individ til individ og afhængigt af omstændigheder.
  • Et sted i oktaven 16-32 Hz, sker der en forvandling med vores fortolkning af sanseindtryk: i den nedre ende oplever vi adskilte impulser, en hurtig rytme; i den øvre ende oplever vi en dyb, sammenhængende tone.
  • Vi har et vindue for et andet frekventielt udtryk, øjets modtagelighed for farver, som netop spænder over lige knapt en oktav, og udviser samme lovmæssighed som for tonernes vedkommende: Ved frekvensfordobling, proportionen 1:2, opleves en tilbagevenden til den kvalitet, man tog afsæt i: Violet har næsten dobbelt frekvens af rød, men opleves som nabofarve. Farverne er dels et udtryk for en anden type bølger end lyd og ligger i et frekvensområde 40 oktaver over, hvilket er en kolossal afstand.
  • Oktaven giver sig til kende gennem proportionen 1:2, men i musikkens øvre og nedre randområder oplever vi ikke oktaven rent, men hhv. 'for stor' og 'for lille'. Vi har med andre ord at gøre med et slags perspektivprincip, hvor det kun er kerneområdet, som opleves rent.
  • I sproget kan vi enten sige 'noget gentog sig i en højere oktav' eller 'noget gentog sig på en højere omdrejning af spiralen' – betydningen er i bund og grund den samme, og spiralen er oplagt til grafisk at illustrere oktavens princip.
  • Mænd og kvinder, som synger enstemmigt sammen, synger reelt i oktav-afstand: mændenes toner har dobbelte bølgelængde og halve frekvens af kvindernes. Børn synger i kvindernes leje. Mændenes dybere toner har basis i de hormonelle (eller: kreativt-seksuelle) omlægninger i puberteten, hvor strubehovedet vokser og stemmelæbernes længde øges. Stemmelejet kan i øvrigt såvel i sang som i tale udvise store individuelle variationer.
  • Oktaven er det eneste musikalske interval, som er helt universelt: det bruges af alle folkeslag og i alle tonesystemer kloden rundt. Man kan dog naturligvis konstruere tonesystemer, hvor oktaven ikke udgør rammen.
  • Oktaven er en tonal matrice, en ramme om periodiseret tid (frekvens, tone). Tonesystemer skabes ved at dele denne proportion i et antal mindre intervaller. Med kvinten (proportionen 2:3) som generator kan bla. frembringes en oktav delt i hhv. 5, 7, 12 og 17 mindre intervaller (hhv. pentaton, heptaton, dodekafon, dekaheptafon(?)). Selvom man i praksis kan benytte andre intervaller til stemningen af et tonesystem, vil mønsteret, oktaven og kvinten sammen skaber, være den bagvedliggende struktur for de fleste tonessytemer.
  • Oktaven spejler sig i totalssystemet, og er dermed logaritmisk. 1-2-4-8-16-... skrives binært 1-10-100-1.000.
  • Man kunne anskue celledelingsprocesser, stamtræer, stregkoder, I Ching eller tennisturneringer som spejlinger af oktavens princip.
  • Modsat fløjten, som, hvis den ikke har en af de første overblæsningstilstande som dybeste tone, har oktaven som første overblæsningstone, har de fleste didgeridoos en primær tone, som ligger en oktav under den tone, der svarer til rørets bølgelængde. Vi har dermed fat i undertonerækkens funktion som er lidt anderledes end overtonerrækkens, da man ikke hører undertoner som element i klang.




    2 kommentarer:

    1. Farverne i en oktav, 40 oktaver over lyden. Jorden drejer rundt om solen 33 oktaver dybere, solen drejer om galaksen 19 oktaver dybere end jorden.

      SvarSlet
    2. Tak! De to første er jo med. Jeg har understreget forskellene mellem forskellige bølger, 'perspektiv-princippet' og den kolossale afstand et tocifret antal oktaver er udtryk for, selvom det lyder uskyldigt.
      Jeg synes, som vi tidligere har talt om, det er synd, at mange, der har forstået oktavens første princip, har alt for travlt med at sætte lighedstegn på tværs af felterne.
      Når man oktaverer en tones frekvens 40 oktaver op, følger bølgelængden jo ikke med til farveoktaven, og som skrevet står på planchen: såvel tone som farve må forstås som en helhed af bølgelængde og frekvens.

      SvarSlet