Når tonen bliver kød

– om mantra, mening, overtonesang, IPA, formanter, ansatsrør, vokalkonvergens og indiske guder og gudinder.

/Skye Løfvander, Det Springende Punkt

De fleste af illustrationerne vil kunne beskues i større format ved at klikke på dem!

Her er et tværsnit af ansatsrøret, den meget fleksible forreste del af vores instrument:

Og her er en gengivelse af de resonansfrekvenser, formanterne, som får os til at opleve de karakteristiske vokallyde (her: svenske vokaler, J. Sundberg). Formanterne er et resultat af ansatsrørets akustiske egenskaber, bl.a. dets længde, ca. 16,9 cm (mænd)/ 14,1 cm (kvinder) fra stemmelæber til læber. Det er naturligvis en forenkling at beskrive vokallydene som et resultat af bare to frekvenser, men i flere tilfælde kan man faktisk ved hjælp af to sinustoner i påfaldende grad illudere vokallyd.

Sidste ting, som skal bringes i spil i første omgang, er IPA-skemaet, som viser placeringen af vokallydenes primære resonans i forhold til akserne hhv. for-midt-bag og åben-mellem-snæver.

Det fonetiske alfabet anvendes på de vigtigste orienteringspunkter, som du kan lytte til på dette link.

Blandt overtonesangere har vi haft en diskussion om, hvorvidt IPA-skemaet er en passende reference, fordi de bevægelser, det beskriver, når man fx glider fra [u] til [ɑ], reelt handler om to formanters bevægelse: Som det fremgår af Sundbergs skema, vil første formantfrekvens her stige fra ca. 300 til godt 600 Hz, mens anden formantfrekvens vil stige fra ca. 750 til ca 1.000 Hz:

… og en af de de centrale punkter for forståelse af, hvordan overtonesang fungerer, er, at man tilpasser ansatsrøret, så man netop kan tale om ét fremhævet formantområde. F1 og F2 bliver så at sige slået sammen.

I princippet vil horisontale og vertikale linjer i formantfeltets koordinatsystem være et udtryk for de bevægelser, som rene overtonerækker vil bevæge sig ad i sang, som det eksempelvis ses i den lodrette bevægelse fra [u] til [y] (hvor der så også mangler fonetiske tegn på mellemstationerne ovenfor).

Wolfgang Saus har udviklet teknikker, hvor han kan isolere sin stemmes bevægelse til netop én formant, og er derudover på vej med et fonetisk tegnsystem, som retter sig mere mod (overtone-) sang end talesprog. Hans demonstration af formant tuning er tilgængelig på Facebook, men da den vises i en fjerde begrebsramme, spektrografi, kommer i denne omgang blot dette eksterne link.

Sigtet her vil nemlig bl.a. være at vise, at de tre ovenstående – anatomien, formantfrekvenserne og IPA-skemaet – reelt er forskellige udtryk for de samme grundlæggende sammenhænge. Og selvom der er visse mangler, er spørgsmålet måske, hvor meget man skal bryde med disse grundlæggende beskrivelsesrammer.

Først en dobbelteksponering af IPA-skemaet og formantfeltet:

Her er IPA-skemaets akser blevet vendt. Det er ikke i sig selv nogen ulovlig operation.

Et af IPA-skemaets svage punkter står klart, for i lyset af bl.a. overtonesang, er det ikke uvæsentligt, om linjer er horisontale, vertikale eller står på skrå. Linjen mellem [u] og [ɑ] burde således ikke være horisontal, som den er her (i det oprindelige skema er den vertikal, hvilket også er misvisende, hvis man forstår skemaet i lyset af formantfrekvenser).

Både formantfrekvenser og IPA-skema kunne pusles ind i ansatsrørets anatomi, men for at der ikke skal blive pakket med informationer, er her blot IPA-skemaet sat ind:

Forhåbentligt forstår man, at illustrationen ikke skal fortolkes rigidt; der er tale om generelle sammenhænge, ikke at eksempelvis [a]'s primære resonans findes inde i tungens masse!

Noget af diskussionen blev sat i gang, fordi jeg reagerede på en anden overtonesanger Steve Sklars tanker om mantraet AUM, som har rødder i de indiske upanishaders spirituelle univers, og hvis betydning har konnotationer på kosmisk skabelsesniveau: Begyndelse-midte-afslutning, Brahma-Vishnu-Shiva, de tre bevidsthedsniveauer vågen-drøm-søvn mm.

Trimurti: Brahma-Vishnu-Shiva

Jeg har en mistanke om, at man har holdt denne stavelse for hellig ud fra en iagttagelse af en organisk vokalkonvergens:

[ɑ]-[ɒ]-[ɔ]-[o]-[u]-[m]
… efterhånden som man bevæger sig gennem sekvensen af rundede bagtungevokaler, nærmes læberne mere og mere for til sidst at mødes i et m.
Så tegnet A vil her repræsentere den mest åbne, rundede bagtungevokal, mens U er den mest lukkede, og M er nynnelyden, som den underforståede bevægelse klinger ud i.

Tilsvarende med mantraet for Saraswati, AING, som spejler sig i den organiske konvergens

[a]-[æ]-[ɛ]-[e]-[i]-[ŋ]

… efterhånden som man bevæger sig gennem sekvensen af urundede fortungevokaler nærmes bagtungen mere og mere den bløde gane, og de mødes tilsidst i et [ŋ], som vel at mærke ligger længere fremme, end det man normalt angiver for dette fonetiske tegn. Det skal bemærkes at der findes flere organiske vokalkonvergenser, og denne vokalsekvens kunne man i stedet for [ŋ] føre over i [ɲ] – et palataliseret n (sættes an længere tilbage end n).

Det er karakteristisk for enstavelsesmantraer, at de oftest klinger ud i en såkaldt nasal m, n eller [ŋ]. Således ender de tantriske bija-mantraer alle på m, og når tibetanere synger om mani padme hum, udtales hum reelt hung. Bija betyder frø/kerne, og begrebet dækker over enstavelsesmantraer i den tantriske tradition. Mantraer kan også være vers, shlokaer, og bija-mantraet er en kondenseret form.

Det vil give MeNiŋ for alle – (overtone-) sangere ikke mindst – at bevidstgøre de primære artikulationssteder, som netop kan forstås i lyset af de tre primære nasaler. Både mantra, mening og menneske stammer etymologisk fra manas – sind.

Igen skal illustrationen ikke tolkes for rigidt; der er tale om generelle sammenhænge.

Overtonesangere vil ved at åbne fra [ŋ] til bagtungevokaler kunne fremhæve de første elementer i overtonerækken, og sekvensen [u]-[o]-[ɔ]-[ɒ]-[ɑ] er om ikke sammenfaldende, så parallel med udfoldelsen af deltone nr. 2-3-4-5-6.

Dette er en anden sammenhæng end de ovennævnte vokalkonvergenser.

Tilsvarende kan de fløjtende klare overtoner fra højere oppe i rækken fremhæves ved en subtil åbning til fortungevokaler fra [ɲ], som de fleste vil opleve som en n-lyd, der sættes an længere tilbage end vanligt (den er palataliseret).

Min kommentar til Steve Sklar blev udformet som et diagram med vokalkonvergenser – som der altså vel at mærke findes adskillige andre af. Det illustrerer også i mere bred forstand fonetikkens musik, idet de mest elementære nynne- og rytmelyde er inddraget i oversigten: